Job hos Peter Larsen Kaffe
Hos Peter Larsen Kaffe er vi interesseret i at tiltrække kollegaer, der brænder lige så meget for god bæredygtig kaffe som vi gør. Vi sætter en ære i at give det danske folk gode kaffeoplevelser med kvalitetskaffe og god service.

Ledige stillinger

Vi søger i øjeblikket 2 junionkonsulenter til at arbejde i Jylland/Fyn distrikterne.
Læs mere om stillingerne her.

Uopfordrede ansøgninger, praktik og opgaveskrivning

Du er altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning eller andre forespørgsler – uanset om det drejer sig om job, praktik eller studieprojekter.

Send din motiverede ansøgning, cv og evt. andre dokumenter til Kaffe@peterlarsenkaffe.dk

Hvem er Peter Larsen Kaffe?

Hverdagen i Peter Larsen Kaffe står aldrig stille og er drevet af det engagement alle vores medarbejdere byder ind med hver dag. Vi er stolte af at være en af de virksomheder der driver bæredygtighed i dansk kaffe – som de første med Fairtrade kaffe i Danmark og et stort fokus på økologi i vores produkter og projekter. Vi gør meget ud af at komme ud til det danske folk, da det kun er ved at komme tæt på kunderne at vi kan lære hvad de gerne vil have og hvordan vi kan forbedre os.

Peter Larsen Kaffe har siden grundlæggelsen i 1902 stået for en stor del af den danske kaffehandel. I dag er Peter Larsen Kaffe en moderne kaffevirksomhed med ca. 50 fuldtidsansatte og forretningsområder på detailhandel, catering, specialbutikker, online og LIVE, som er vores tilstedeværelse på festivaller og events rundt om i landet. Du kan også finde os rundt om i butikker, caféer, restauranter og virksomheder, hvor vi blandt andet samarbejder med alle de førende detailkæder i Danmark, messecentre, hoteller og mange flere.

Vores hovedkontor er placeret i Viborg, hvor der primært arbejdes med produktion, salg og udvikling. Vi rister blandt andet flere af vores egne kaffer på vores risteri, hvor de også pakkes og gøres klar til salg. Vores marketing, Kværna og administration af LIVE afdelingen hører primært til i Kolding, mens vi også har en LIVE afdeling i Valby til de arrangementer vi har på Sjælland.