ANSVARLIGHED

Bionedbrydelige kaffekapsler

Kaffekapsler er en nem måde at skabe en kraftig og velsmagende kop kaffe på. Mange kaffekapsler er dog pakket i aluminiums-, plast- eller blandingsbeholdere, som udgør et miljømæssigt problem, både når de skal udvindes og bortskaffes. Her er kapsler af plantefibre et miljørigtigt alternativ, da der ikke er brugt fossile brændstoffer. Vores kaffekapsler er lavet af bionedbrydelig plastik fra sukkerrør og sukkerroer.

Kaffen i kaffekapslerne er udvalgt og håndplukket specialkaffe fra højtliggende kaffemarker i nogle af verdens mest eftertragtede kafferegioner. Dernæst er bønnerne ristet langsomt for at få alt det bedste frem i kaffen. Resultatet er denne serie af fem eksklusive og delikate kaffer, der alle er økologiske.

Sortering

Vores kaffekapsler er lavet af bionedbrydelig bioplast og er komposterbar under de rette forudsætninger, også kaldet industriel kompostering, da det kræver en konstant, høj varme. Det er dog kun få kommuner, der leverer organisk affald til anlæg, som kan omdanne bionedbrydelig plast til kompost*. Derfor anbefaler vi, at kapslerne sorteres til småt brændbart sammen med andet husholdningsaffald. På den måde indgår de i fjernvarmeforsyningen som en grøn energikilde, da der ikke er brugt fossile brændstoffer ved produktionen. Det er naturligvis ærgerligt at brænde bionedbrydelige kapsler af, da det vil være mest bæredygtigt at lade dem kompostere. Men sammenlignet med mange andre kaffekapsler er vores langt at foretrække, da afbrændingen ikke forringer miljøet og tæller positivt i energiregnskabet.

*De kommuner, som leverer bioaffald til industriel kompostering er: Kalundborg, Holbæk, Odsherred samt Frederiksbergs haveboliger og Københavns kommunale institutioner.

Hvis man ikke bor i en af ovenstående kommuner, skal kaffekapslerne ikke sorteres til hverken bioaffald eller plastik.
Man skal ikke smide kaffekapslerne ned til plastik, da bionedbrydelig plastik ikke kan genanvendes sammen med plastik lavet af olie. Samtidig vil kapslerne forringe kvaliteten af det genanvendte plastik.
Man skal heller ikke smide kaffekapslerne ned til bioaffald, da pulpanlæggene ikke kan håndtere den bionedbrydelige plastik og alligevel ryger til forbrænding.
Vi anbefaler heller ikke, at de bionedbrydelige kapsler smides på ens private kompostbunke, da komposteringen kræver en høj, konstant varme, der kun opnås gennem industriel kompostering.

Plantebaseret plastik

Der findes to forskellige former for bioplastik: biobaseret og bionedbrydelig.
Plastik baseret på planter er ikke ensbetydende med, at det er komposterbart.

Biobaseret plastik er lavet af biomasse og kan genbruges på lige fod med andet plastik, da den kemiske sammensætning er ens.
Bionedbrydelig bioplastik er også lavet af biomasse, men bør ikke blandes med andet plastik, da det forringer kvaliteten af genanvendelsen. Bionedbrydelig plastik skal sendes til industriel kompostering eller forbrændes som en grøn energikilde.

Den bionedbrydelig bioplastik, vi bruger i vores kapsler, har den kemiske betegnelse PLA. Sukkerrørene og sukkerroerne brugt til at fremstille kapslerne kommer fra farme med Bonsucro-certificering og er 100% fri for GMO. Bonsucro er en certificering, der sikrer bæredygtig produktion og handel af sukkerrør.   

Varemærket Nespresso® tilhører tredjepart og er ikke forbundet med Peter Larsen Kaffe A/S.

 

keyboard_arrow_up